Alt
 

Caféassistent

Den daglige undervisning foregår i skolens café. Her arbejder du både i det professionelle køkken og i selve caféen, hvor du serverer mad og drikke for gæsterne.

For eksempel lærer du om grundlæggende tilberedning af cafémad. Du indvies i baristaens arbejde med at fremstille espresso, cappuccino og andre slags kaffe. Endelig lærer du om forskellige former for opdækning og servering.

Du arbejder tæt sammen med dit team om at give gæsterne en god oplevelse.

På mad og sundhed beskæftiger du dig med:

  • - Baristaundervisning
  • - Grundlæggende køkken- og tjenerfærdigheder
  • - Samfund, økologi og miljø
  • - Kommunikation, kundebetjening og service
  • - Rengøring, hygiejne og egenkontrol

 

Erhvervstræning

Under uddannelsen kommer du i erhvervstræning i virksomheder, hvor du får lov til at prøve kræfter med det du lærer i praksis. Vi hjælper og støtter dig selvfølgelig undervejs og finder en erhvervstræningsplads til dig. Erhvervstræningen finder sted i større eller mindre virksomheder, hvor du kan arbejde med mad og sundhed. Det kan være caféer, serveringssteder, kantiner, storkøkkener mv.

 

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk og engelsk, som du kan afslutte på D-niveau. Desuden kan du tage hygiejnebevis, kursus i førstehjælp og baristabevis.

Undervejs i forløbet kommer du på virksomhedsbesøg og ekskursioner, og du deltager i foredrag, som gæstelærere og specialister kan holde på skolen.

 

Job

Som færdig cafeassistent kan du søge job på cafeer, i kantiner, barer og på restauranter.

Du kan fx betjene kunder, brygge kaffe og te, fremstille juice og tilberede lettere retter som burgere, sandwich, bagels mv. Desuden kan du varetage rengøring, kontrollere, om hygiejnen er i orden, og aflægge kasseregnskab.

Du får også kompetencerne til at starte på en erhvervsuddannelse.

Uddannelsen udbydes af Hvidovre Produktionsskole.

 

Om Hvidovre Produktionsskole

Hvidovre Produktionsskole udbyder både Kombineret Ungdomsuddannelse som caféassistent og har også flere produktionsskole linjer inden for blandt andet medier, musik og meget andet.